Kære alle travle medlemmer af Jegindø Bådelaug.
Allerførst:
På vegne af bestyrelsen udtrykker jeg vores bedste, varmeste nytårstanker og nytårsønsker for alle i håbet om, at vi må blive forskånet for al Coronasmitte og al Covid-19 sygdom. Alle ønskes et godt nytår som vi håber, I må opleve ved bedste helbred i et altid godt og smittende humør.
Dernæst lidt praktisk:
Pludselig modtager I e-mail med indkaldelse til årets generalforsamling. Regnskabet vil være vedlagt. Bestyrelsens beretning ligeledes.
Sæt allerede nu et kryds i kalenderen lørdag, den 20. marts kl. 10, hvor vi vil mødes i Æ Skipperhus Alt s’føli under forudsætning af, at regeringens og myndighedernes restriktioner som følge af Coronasmitte og Covid-19-sygdom tillader os at mødes. I skrivende stund er alle restriktioner forlænget til den 7. februar.
Og så et hjertesuk af de dybeste og tungeste:
- I nu 2 sæsoner har aktivitetsniveauet i vores Bådelaug været på absolut NUL. Det skyldes efter bestyrelsens mening ikke alene Coronasmitten og Covid-19 sygdom.
- Det skyldes måske i al sin enkelthed, at et medlemskab med indstilling til i bedste sejlerånd og i overensstemmelse med vedtægterne for Bådelauget at bidrage til fællesskabet er blevet overhalet af det mere individuelt prægede sejlerliv. Ikke engang alle lystsejlere i havnen er medlemmer af Jegindø Bådelaug!
- den største aktivitet i Bådelauget er mandagens petanque – dertil må ganske ærligt siges, at Bådelauget ikke har nogen intention om at drive en petanque klub – uanset al sympati for livsglæde og positivt samvær. Petanquespillerne kan jo helt enkelt mødes som de vil og organisere sig som de vil hvorved kontingentbetalingen til Bådelauget også ophører
- Bestyrelsen har undret sig over, at den såkaldte Onsdagsklub så at sige er i regi af Bådelauget.
I flere år har Onsdagsklubben givet en hjælpende hånd med forefaldende arbejder på havnen, men det er i bund og grund ikke en aktivitet i Bådelaugets regi. Bådelauget har hidtil budt på kaffe og en enkelt øl når onsdagens arbejdsprogram var tilendebragt. Bestyrelsen mener aktiviteten bør drives af Havnens Bestyrelse med havnefogeden som primus motor og organisator.
- ”De Blå Djævle” kaldte man i sin tid sjægtene. Bådelauget har med stolthed ”leveret” og fejret 16 verdensmestre gennem tiderne – den regerende fra 2019 inklusive – 2020 blev aflyst på grund af,- ja Coronaen I forgangne sæson kom ingen sjægte i vandet. I sæson 2021???? Søren Vrist er museets sjægte og kommer garanteret i vandet i museets jubilæumsår 2021: ja hele 25 år er det allerede siden driftige kræfter lykkedes med at gøre idé til virkelighed: fjordfiskeren og hans erhverv er på fascinerende vis skildret i en levende historie om ”der var engang – for længe, længe siden……..”
- Også den traditionsrige Roer Cup er aflyst nu 2 år i træk.
- måske har Jegindø Bådelaug overlevet sig selv? Det kan vi diskutere på generalforsamlingen
- på trods af alt – besøg gerne www.jegindoebaadelaug.dk som er vores forsøg på i det stille at inspirere og samtidig have en såkaldt platform at kommunikere fra
En refleksion og perspektivering:
Alt dette skrevet i bedste mening og i en tid, hvor gode kræfter arbejder på en helhedsplan for havnens udvikling:
Industrihavn. Lystbådehavn. Kommunens ledelse og nøglepersoner tænker progressive tanker om eventuelt at overtage lystbådehavnen. Flere og større bådepladser. Til egne medlemmer. Til gæstesejlere. En lækker havnepromenade. Et nyt Æ Skipperhus. Ny bedding. Kajakhotel. Nuværende vinteropbevaringsplads konflikter med visse dele af vores miljølove og måske også andre love. Alternative løsninger undersøges. Såkaldt §3-dispensation søges også til shelters mv. En styregruppe med repræsentanter fra relevante interessegrupperinger suppleret af havnens bestyrelse og nøglepersoner fra kommunen diskuterer entusiastisk med arkitektfirmaet Labland de forskellige udkast og forslag.
Og til sidst en appel til relevante bådejeres samvittighed og moral:
Strømmen på broerne er ikke gratis!!!!
Og nej, den er ikke inkluderet i den symbolske betaling for havneplads.
Enhver bådejer kender reglerne og systemet. Eller bør kende det! Hent en måler og afregn dit forbrug.
Hvor svært kan det være?
Havnefoged Arne Sørensen har påtalt det overfor flere – desværre uden det ønskede resultat.
Jeg har lovet havnens bestyrelse at påtale dette i velopdragent formulerede sætninger. Dette være hermed forsøgt
I vind og vejr
sejler- og nytårshilsener på en blæsevejrsfyldt mandag i januar fra
Mikael
sejler på landlov